. . .  Om PORNO FRITMILJØ . . .

Pornofrit Miljø (PFM), en landsdækkende forening stiftet 2. december 2000, agter at kæmpe for retten til at leve i et pornofrit miljø. Vi mener, at ufrivillig konfrontation med porno er udtryk for krænkelse af vores frihed. Det er med andre ord et overgreb, hvis børn og voksne bliver udsat for porno, når de tænder for en ukodet kanal, går i kiosken, tanken, videobutikken eller supermarkedet o.l. Af kærlighed til seksualiteten, kritiserer vi derfor den stereotype og profitorienterede porno på gader og stræder. PM's arbejde er dybest set en hyldest til erotikken og kærligheden.

 

PFM er en meget bred forening, der arbejder på tværs af alder, køn, politik og religion. Medlemmerne er meget forskellige men har dog én ting til fælles, nemlig kærligheden til erotikken og aversionen mod den omsiggribende pornoficering. Vi er en broget flok af kristne, ateister, feminister, kønskonservative, unge, gamle, børnebeskyttere og frihedselskere blandt medlemmerne. Kort sagt repræsenterer foreningen et bredt udsnit af den danske befolkning.
 
Vi kæmper for, at porno ikke eksponeres frit men reguleres, så porno bliver noget, man aktivt må vælge til. Derudover ønsker vi en regulering af børns adgang til porno bl.a. i form af installering af netfiltre på computere på skoler, fritidsklubber, biblioteker o.l. Selvom informationsstrømmen flyder sammen og gør det sværere at regulere porno i medierne, bør borgerne, ikke mindst børn, beskyttes i det omfang, det er muligt. Vi skal have en åben debat om pornoen og dens konsekvenser, og lovgivningen skal strammes på området, da den er ude af trit med den massive pornoficering af samfundet, som er sket inden for de sidste 10 år.
 
Ud over konkrete politiske tiltag ønsker vi også en værdidebat. Pornoficeringen af vores liv skal ikke længere være et tabuemne. Vi vil problematisere pornoficeringen af samfundet i almindelighed og synliggørelsen af pornoen i særdeleshed.
 

I menuen til venstre kan du finde flere informationer om foreningen

 

Aktuelt

Hvordan beskytter vi dem

Anmeld synlig porno

Bliv medlem