. . . Vi mener . . .

"Det frie valg"
 
I 30 år er pornoens eksponering af menneskekroppen, især kvindekroppen, blevet betragtet som udtryk for frisind. Al kritik er blevet afvist som udtryk for snerpethed, utidssvarende bonerthed eller sex-forskrækket hysteri.
I det offentlige rum bliver vi dagligt bombarderet med porno i form af pornoblade og -film. Pornoen, skjult i reklamer og underholdning, bliver stadig mere synlig og aggressiv.
 
På tv er der i de sidste 10 år sket en stigning i både direkte og mere skjult porno.
Eksempelvis har der på Kanal København siden marts 2000 været sendt hård porno og reklamer for pornofilm.
Det sker med offentlig støtte, selv om kanalen er forbeholdt lokal- og græsrodstv. Vi mener ikke, at porno er eller skal være en del af public service tilbuddet.
Ønsker man at se pornofilm, må det være et tilvalg. F.eks. ved køb af en betalingskanal, der sender det.
 
I butikker står pornoblade og -film frit fremme, vi synes at de - som det er tilfældet i mange andre lande - bør være skjult. Ikke mindst af hensyn til børn og unge.
Det vil stadigvæk være nemt at få fat i porno, hvis det er det, man ønsker.
Den fri adgang til porno i det offentlige rum er blevet til et overgreb, på dem som ønsker muligheden for et fravalg og frihed fra porno.
 
Menneskesynet
 
Vi er kritiske overfor det menneskesyn, som præsenteres i pornoen. Sex reduceres til en fysisk handling uden intimitet og følelser.
Manden fremstilles typisk som dominerende og egoistisk, og kvinden som en underkastet, der lader sig byde lidt af hvert. Det er en forenkling og tingsliggørelse af sexualiteten med et undertrykkende og begrænsende menneskesyn.
 
Det er ingen hemmelighed, at børn og unge er meget modtagelige over for mediernes påvirkning. De skal ikke tvangskonfronteres med porno, men i stedet have mulighed for at udforske deres seksualitet i deres eget tempo. Pornoens ensidige og kønsdiskriminerende fremstilling af sex risikerer at blive opfattet som normen. Fagfolk har udtrykt bekymring for den massive udbredelse af porno i børnehøjde, på nettet, i tv m.v. Også vi er bekymrede.
 
Den let tilgængelige porno er også et problem i forhold til voksne. Stadigt flere kvinder klager til PM over, at de bliver presset til at overskride deres egne seksuelle grænser, fordi deres partner ønsker at leve pornoscenerne ud i virkeligheden. Ligeledes vokser antallet af mænd - og kvinder - der er blevet så afhængige af porno, at det skaber problemer i parforholdet bl.a. i form af manglende nærhed og udeblivende sex-lyst.
 
Vores kamp for et pornofrit miljø er en kamp for frihed. Seksualiteten skal ikke dikteres eller domineres af pornobranchen og dens nedværdigende menneskesyn.
 
Krav
 
PM vil skabe en værdidebat og kæmpe for, at det offentlige rum bliver en pornofri zone - ligesom vi også har røgfri zoner: På den måde kan porno blive et aktivt tilvalg for voksne mennesker.
Pornoens indvirkning på såvel børn som voksne skal undersøges, og vi ønsker at deltage i, og opfordre til, en løbende debat om pornoficeringen og dens konsekvenser i vores samfund.
 
Vi ønsker et stop for:
1) Porno i magasiner for børn/unge teenagere
2) Porno på ukodede kanaler
3) Sexistiske reklamer
4) Synlig pornografi i forretninger, tankstationer o.l. samt
 
Desuden bør der arbejdes for
5) Installering af netfiltre på offentligt tilgængelige computere f.eks. i skoler, på biblioteker og i fritidsklubber.
 
Lovgivningen skal kort sagt tilpasses den virkelighed vi lever i i dag og dæmme op for den pornoficering, der præger det offentlige rum og hverdagen for både børn og voksne.
 
 


 

 

 

 

 

 

 

Aktuelt

Hvordan beskytter vi dem

Anmeld synlig porno

Bliv medlem